Sådan kan mobning stoppes
Det kan godt lade sig gøre at stoppe online-mobning. Hvis klassen sammen med lærere og forældre gør noget for at få bedre sammenhold, kan mobningen forsvinde.
Her er nogle gode råd om, hvad DU kan gøre for at stoppe mobning:
- Kontakt den der bliver mobbet. Når man er udenfor fællesskabet, har man brug for nogen, der vil tale med én. Så tal/sms/send en sød besked til en der bliver holdt uden for – så viser du, at personen ikke står alene.
- Fortæl om mobningen til lærere og forældre. Bliv ved med at sige til dem, at de skal hjælpe med at ændre situationen.
- Vær modig og sig fra, hvis du oplever eller hører noget, der ikke er ok.
- Fortæl det til nogen du stoler på, hvis du bliver mobbet. Også selv om det kan gøre ondt at snakke om.
- Tæl til ti før du sender et billede videre – tænk lige på, om det kan det være sårende for nogen!
- Husk at sms’er og beskeder kan opfattes meget anderledes, end de er tænkt.
- Få hjælp ved at ringe til eller chatte med Børnetelefonen.
Mobbet, mobber eller tilskuer?
Læs nogle korte sætninger skrevet til alle i din klasse. Vælg selv, hvilken du vil læse:
Hvis du bliver udsat for mobning:
Der er ikke noget i vejen med dig!
Mobning sker fordi, der er dårligt miljø i din klasse, og fordi den der mobber har et problem. Ikke fordi der er noget galt med dig.
Fortæl det!
Det er vigtigt at fortælle det til nogen, hvis du bliver mobbet. Få hjælp fra din mor eller far eller din lærer eller en anden person, du stoler på.
Lad være med at svare
Hvis du lader være med at svare på en led besked, gør du det bedste. Et vredt svar er lige, hvad mobbere gerne vil have.
Gem mobbebeskeder
Det kan være vigtigt at gemme beskeder som beviser. Hvis du har beskederne, er det også nemmere at forklare situationen, når du fortæller det til en voksen.
Hvis du mobber andre:
Det er ikke OK
Du får det ikke bedre af at få opmærksomhed på andres bekostning
Du sårer en anden
Tænk over, hvordan det føles at blive mobbet. Det gør virkelig ondt. Måske i mange år.
Vær ærlig
Måske kender du selv følelsen af at blive såret. Dine egne dårlige følelser går ikke væk, fordi du generer en anden.
Er du tilskuer:
Vær modig!
Bland dig, hvis du ser mobning. Sig det både til mobberen, til læreren og til dine forældre.
Giv en venlig skulder
Snak med den, det går ud over. Hvis han eller hun sidder alene, sæt dig ved siden af og vær sammen med ham eller hende.
Vær med til at skabe en god stemning i klassen
Snak, leg eller vær sammen med alle dine klassekammerater, så er det rarere at være i klassen. Accepter, hvis nogen er lidt anderledes end dig.
Få skolen til at gøre noget
Du kan foreslå, at læreren tager problemet op i klassen. Du kan også foreslå, at din skole indfører en mobbepolitik, og at elevrådet tager emnet op.


